
Platwerk er tid til fordybelse, og det har de sidste 10 år været baggrunden for et håndarbejdsprojekt, hvor vi udvikler forskellige broderikit. Vi har altid haft gang i kreative projekter, og lige siden vores pure ungdom har vi interesseret os for at skabe noget med hænderne.
Med Platwerk kombinerer vi vores fælles passion for håndarbejde med interessen for at formidle og forny de gamle teknikker i moderne former.
Håndarbejde kan være mange ting, men for os er det broderiet med nål og tråd, som bevæger sig op og ned på et stykke rent stof, der har ramt vore hjerter – det er her, mens arbejdet skrider frem, kreativiteten og glæden opstår.
Vores interesse er faldet på stramajsyning, da det er nemt at gå til for alle både voksne og børn, og samtidig kræver det ikke de store forkundskaber at forstå denne teknik.
Navnet Platwerk kom helt naturligt til os, fordi det er betegnelsen for den gamle og meget enkle broderiteknik tællesyning, som vi bruger i mange af vores modeller.
Brodericafe
I en travl hverdag med mange forpligtigelser og opgaver er det vigtigt at bruge noget tid på sig selv og skabe et rum, hvor man finder plads til fordybelse. Håndarbejde kan i høj grad være med til at skabe denne indre ro, hvor tankerne får lov at rulle, og man lader op efter en lang dag.
Vi ønsker at dele dette kreative rum med jer, og afholder derfor brodericafe ca. en gang om måneden. Datoerne annonceres på vores instagram side. Deltagelse koster 60 kr. og der vil til cafeen blive serveret kaffe/te og hjemmebagt kage.
I er frie til at medbringe lige det håndarbejde I har lyst til og vi giver selvfølgelig gerne gode råd til forskellige broderiprojekter og hjælper med opstart/montering af Platwerk kits.


Vi har fra starten deltaget i flere messer årligt med Platwerk. Dels fordi vi nyder at viser vores produkter frem og være i dialog med jer om teknikker, farver, konstruktion mv. Derudover er det et rum for inspiration, hvor vi udforsker nye tendenser. Det er lidt forskelligt år til år hvilke messer vi deltager i, men for 2026 har vi en stand på følgende messer:
BrodeRibe, 6-8 Marts
Wool Days Thy, 18-20 September
